Forside | Om os | Kontakt   

 Tilbage     
Tassawwuf Oprettet: 9. december 2005


Tassawwuf, eller sufisme som det er blevet kaldt i Vesten, er et arabisk ord, som kommer fra ordet ”suf”, der betyder uld. Det er også forbundet med ordet ”saffa”, der betyder ren eller oprindelig, søgte. Fra Koranen har vi disse ord: ”Sig, Han er Allah, Den Ene. Allah er Samad.” Samad betyder fuldstændig uafhængig af alt og alle, hvor alting i virkeligheden afhænger af Ham – af Samad. ”Han undfanger ikke, og Han er ikke undfanget af nogen eller noget, og intet er som Allah. ” Dette er det 112. kapitel i Koranen, og det lyder tilnærmelsesvis sådan på arabisk: ”Qul huwa Allahu ahad, Allahu Samad, lam jalid, wa lam julad, wa lam jakul lahu kufuan ahad.” Det rimer alt sammen, og meningen i det træder tydeligt frem. Det er beskrivelsen af Allah, og sufiens vej starter med at vide noget om Allah. Hvem er Allah? Hvad er Allah? Hvor er Allah? Hvad har Allah med os at gøre? Det er vores udgangspunkt at søge viden om Allah. Det er også vores afsluttende punkt.

 
Kalligrafi: Sura Ikhlas #112 fra Koranen
Illustrator: Hashim al-Khattat
Opbevaret: Azzawi Art Collection, London
En af de ting, som profeten Muhammad () sagde, fred være med Ham, var: ”Hvem som helst, der kender sig selv kender sin Herre.” Vi begynder med at søge efter Allah, og stedet, hvor vi kan søge, er i dhikr. Vi begynder med at søge dybt inde i vores ”selv”, i vores inderste væsen. Vi graver ud fra os selv, vi graver os ind til vores egen herkomst. Vi søger at rive alle slørene og forhængene bort, og se os selv, som vi virkelig er. Ikke som vi tror vi er, for det er muligvis blot en illusion.

Alting i denne verden har to sider, form og mening. Selv en simpel ting som at drikke en kop varm mælk, har en mening. Den er varm, den smager godt, og den gør godt i hele kroppen. Dette er formen, den sanselige side af sagen. Meningen bag dette er, at den er styrke, næring og føde for legemet. Der ligger altid noget bagved. Bagved menneskene ligger der noget, og det er det, vi søger efter. Hvad er meningen med mig? Hvad er meningen med mennesket? Hvad er meningen bag kosmos? Hvad er vi her efter? Hvad er tid? Der er altid en sanselig og en spirituel side af alle ting. Vi er mennesker, og vi har en form, men bagved os er der en mening, bag sløret mellem os og vort ”selv”, er der et slør, og bagved dette finder vi Allah. Det er vores metode at gå så meget i dybden med vores selv, at det til sidst er helt i ”Allahs hænder”! Sufien prøver at være i Allahs hænder på sammen måde som dejen æltes i hænderne på bageren. Dejen rulles og drejes, bankes og æltes, den bliver lagt til hævning, bliver bagt, og brødet er færdigt. Det er det vi vil med vores liv.

Vidnet om selvet – ”’ilm-an-nafs” er sufiens måde at arbejde på. Under en sheikhs vejledning gennemgår ”faqiren”, dvs. Sheikhens elev, en udvikling og en forædling på en måde, så han lærer ved disciplinerne. Allah skabte alt liv, og Allah vil tage det bort igen. At arbejde med selvet vil sige, at skære igennem illusionen, for at komme ned til virkeligheden i os selv, vores originale væsen. Allah er Den Virkelige. Når vi finder vores oprindelige ”selv”, som Han skabte det, finder vi også Ham. Allah er den, der ikke kan kendes fuldstændigt, man kan fornemme og smage Hans storhed og tilstedeværelse. Illusionen er os selv, og alt det vi tror, vi er. I virkeligheden er vi slet ikke. Illusionen er os selv! Forstå det, hvem der kan!

Videnskaben om selvet har en meget stor bredde, i modsætning til moderne psykologi. Moderne psykologi har en meget lille indfaldsvinkel og en meget lille baggrund, det går ikke dybere end barndommen, familien, forældrene, social baggrund osv. Det går ikke længere tilbage i tid en vores fødsel, og hvad fremtiden angår, så forbereder moderne psykologi en til alderdommen. Sufiens viden derimod er baseret på ”før livet” samt ”efter livet”, og alt det, der er ind imellem disse to. selv hospitaler fandtes i den almindelige sufi-tradition i Østen. Der kunne behandles med koncentrerede blomsterolier, Koranlæsning på utraditionelle måder, meditation og mange andre metoder. Spirituelle sygdomme kan behandles blandt andet ved hadra, som er vores praksis. Det er en viden, der går ud over vor begrænsede fysiske eksistens. Livet er forbundet til os, længe før vi kommer ind i denne fysiske verden, og døden afskærer os ikke fra det. Vor eksistens hænger sammen med de universelle realiteter. Vi var i den spirituelle verden, og vi er blevet flyttet over i den fysiske. Sufiens vej er at kende betingelserne for eksistens. Kender man sig selv, og forstår man betingelserne for ens egen eksistens, så forstår man betingelserne for eksistens generelt. Men det er en erfaring, der skal leves – der er ikke intellekt alene.

Sufier sidende i en traditionel rundkreds og ifærd med at gøre dhirk. Visse sufier, nederst på billedet, ses værende i ekstase.
Illustrator: al-Samarqandi, Muhammad Nadir
Produceret: 1650-1655
Opbevaret: British Library
Klik på billedet for større udgave
  
Vi skal vide i os selv, hvad det er, al eksistens er baseret på. Vi skal kende os selv og vores herkomst. Søg omformning af dig selv på samme måde som alkymisterne omformede bly til guld. Følg en sheikh som ved, hvad det drejer sig om, i stedet for at gå gennem livet i en illusion, hvor dem, der har ledelsen, ikke aner, hvad der er enden, og hvad der er begyndelsen. Under åndelige vejledning kan man gå sikkert fra de lavere og grove lag til de finere og forædlede områder i meningernes sfære. Alt materielt er illusion. Mennesket eksisterer indeni illusionen. Allah skabte den, satte os i den, for at vi skal kende Ham. Opfatte Ham. Vende os til Ham, og komme ud af illusionen og ind i virkeligheden.

Vi føler Allahs tilstedeværelse, men vi ved ikke alt om Allah. Det er efter de Koransike principper, alt er skabt i modsætninger. Når der er illusion, er der også virkelighed. Vi ser illusionen, den brister, og vi forstår, at der må være virkelighed, og vi finder at Allah er Den Virkelige. En sufi er ikke som en yogi. En sadu er udadtil flyvende, hvor sufien er udadtil stram, næsten stillestående. Der er på grund af modsætningen. Det virker således, fordi hans legeme er sat i anden række, mens hans hjerte er helt åbent. Han kender sit ”selv”, og hans ”selv” er indeholdt i ham, vel vidende, at han er en kosmisk realitet.

Hovedsagen i alt dette er praksis. Det er altsammen, hvad jeg har lært fra min sheikh, som har lært det fra sin sheikh, og således er det blevet viderebragt og overleveret til os. Det er kun nogle få ting, som jeg har villet lade jer vide. En af vores sheikh’er sagde: ”Lad den der vil, prøve det, og hvem der ikke vil – det er lige meget for både ham og os.” Det var Sheikh al Alawi*, som sagde dette. En stor sheikh, som levede i vort århundrede i Algeriet. Tassawwuf er en vej, der leder os direkte gennem livet, både indvendigt og udvendigt. Sufismmen er Islams sværd. Det er skarpt, og det skærer igennem alle illusionerne. Når en person komme til sufismens vej, forsvinder al hans illusion omkring ham selv gradvist. Hvem han er. Hvad han véd. Alle bøgerne han har læst. Alt det, han har tænkt sig at gøre, - det hele falder bort. I en meget koncentreret form sker det samme under en hadre, alt falder bort fra os. Det, som ikke er sandhed er os, skaller af. Illusionen forsvinder. Det er det modsatte at at hægte på. Det almindelige i dag er at hægte på: ”her er jeg, se mig, jeg, jeg, mit!” Vi søger at klare os uden alt det der. Det at klare sig uden alt det ”ekstra”, der kun er en adspredelse, kaldes på arabisk ”zuhd”, at klare sig uden alt det unødvendige. Det ikke munke-vejen, der menes. Der menes ikke at leve uden familie, tøj, mad osv., men derimod at klare sig uden illusion. Klare sig med Allah alene. Vende sig til Allah og elske Allah.

Kilde: Sufiens vej, Abd as-Samad Zamzami, Alif Bogforlag 1989 – Oversat af Omar Louborg