Forside | Om os | Kontakt   

 Tilbage     
Sufismens oprindelse (3. del)
Af Kamal Ahmad

Inden for islam har man fire alment anerkendte lovskoler (madhabib) som er: Hanafiterne grundlagt af Abu Hanifa (699 - 767), Malikiterne grundlagt af Malik ibn Anas (715 - 795), Shafi'iterne grundlagt af Al-Shafi (767 - 820) og Habaliterne grundlagt af Ahmad ibn Hanbal (780 - 855). Indbyrdes divergerede disse skoler i opfattelse, ligesom de mange retninger inden for sufismen gør det.

Sufiernes ordner
Det er derfor et indgående studium at finde ud af, hvad de forskellige sufiretninger repræsenterer, og hvordan man i praksis foretager sine øvelser.
De forskellige ordner går langt tilbage i tiden. Sufien kan være den omvandrende prædikant, og han kan dyrke sin kærlighed til Gud i det menneskelige fællesskab. Man kan i starten tale om en slags åndelig "græsrodsbevægelse", som så i den tidlige europæiske middelalder samledes om særlige åndelige ledere for at lære af dem og følge deres vej. Hermed begyndte man at organisere sig i uddannelsessteder med en pir, murshid eller sheik som leder og åndeligt forbillede.
Forskellige sufier under en meditations forsamling.
Forskellige sufier under
en meditations forsamling.
Nogle kendte ordner er følgende: Naghsbandi - ordenen specielt med udgangspunkt i Afghanistan og Indien, stifttet af Muhammad Baha al-Din al - Naghsbandi, en anden kendt orden er Mawlawijja, som blev instiftet af Djalal-ed-Din Rumi (født 1207) samt Shadhiliija-ordenen i Norafrika skabt af Abu al-Hasan Ali al-Shadhili (d. 1258).

Nogle sufi-ordner er mere udadvendte end andre. Dog må det siges, at man generelt kan sige, at medlemmerne af disse samfund oftest har et samfundsrelateret erhverv som håndværkere, handlende, studerende m.v. Man kan tale om fromme selskaber, hvor erindringen om Gud og meditationen i ønsket om her at møde Gud er det centrale. De forskellige ordner har deres særpræg, men dette ønske forener dem alle. Tariqa - vejen kan være forskellig, men målet er En.

Forskellige sufier under en meditations forsamling.
Sufi mester -
Djelal-ed-Din Rumi
Djelal-ed-Din Rumi siger:
"Ethvert væsen du ser har sin urform i den anden verden. Om dets skikkelse her går til grunde gør intet, siden den virkelige form er evig. Hvad godt og skønt du har mødt, hvert visdomsord du har hørt - lad det gå til grunde henvejres. Det sker jo kun tilsyneladende. Så længe kilden vælder, så længe rinder strømmen. Og den holder aldrig op, så hvad klager du over? Forestil dig sjælen som en kilde og alt det skabte som strømme … Slå alle bekymringer af hovedet, og drik kun af hine floder. Frygt ikke at de skal tørre ind, for vandets Ophav er bundløst. Fra det øjeblik hvor du trådte ind i tilværelsens verden, blev en stige sat for dig, for at du kan slippe bort igen … Forlad så endogså den (jorden) og indgå i det uendelige hav, så at din dråbe må blive et med det ocean, der omfatter altet. Opgiv ethvert sønneforhold, men søg Enheden med hele din sjæl; om også dit legeme ældes, hvad gør så det, når blot sjælen er ung.

Endelig er du draget herfra og er gået til det usetes verden. På den underfuldeste måde begav du dig did! Heftigt rystede du dine vinger og dine fjer, og du sønderbrød dit bur, svang dig i luften og for bort mod sjælens verden. Du var en konges falk, holdt i fangenskab af en gammel kone. Men da du hørte falkonerens tromme, styrtede du dig ud i rummet. Du var en elskovssyg nattergal mellem ugler. Duften fra rosenhaven nåede dig, og du fløj derhen. Dit hoved var ørt af denne verdens beske drikke, men omsider gik du til evighedens kro.

Som en pil for du mod salighedens skive, lynsnart mod dens midte fra denne verdens bue. Falske var de ledetråde, verdens dæmon gav dig. Men du ænsede dem ikke, men vendte dig til, hvor ingen ledetråd er nødvendig …

Sufiunivers
Jeg er ikke af den højeste himmel, jeg er ikke af jorden, jeg er ikke af eksistens, jeg er ikke af væren - ej heller fra Indien, Kina, Bulgarien og Saqsin … jeg er ikke af verden og ikke af det hinsidige, af paradis eller helvede … er ikke af Adam … Ikke af Eva. Mit sted er stedløs, mit spor sporløs. Det er ikke legeme… ej heller sjæl, thi jeg er sjælenes sjæl. Tohed har jeg kastet bort, i de to verdener ser jeg kun Én. Én jeg søger, Én jeg kender, Én jeg ser, Én jeg kalder. Han er den første, Han er den sidste, Han er den ydre, Han er den indre. Foruden "O, Han" og "O, Han som Er!" kender jeg ingen anden.

Af elskovs bæger er jeg beruset, de to verdener er forsvundet fra min erindring. Jeg har intet andet end ekstase og beruselse. Såfremt jeg en dag i mit liv skulle tilbringe et øjeblik uden Dig, ville jeg sørge over mit liv fra denne stund.

Hvis der skulle skænkes mig et øjeblik med Dig i denne verden, vil jeg trampe de to verdener under fode og danse i evighed…. Jeg er så beruset i denne verden, at jeg ikke kan berette om andet end min beruselse og ekstase!"

Billedsproget er tydeligt, men er ofte blevet misforstået. Sufier er blevet beskyldt for blasfemi, gudsfornægtelse og letfærdig livsførelse. Men man bør nok være forsigtig med at dømme - såfremt det overhovedet er muligt at dømme, idet allegorierne og metaforerne i deres begrænsede form slet ikke dækker den følelse af enhed og universalitet, som kan være til stede i den menneskelige sjæl. I virkeligheden er poesien og sproget eller for den sags skyld kunsten kun et fattigt udtryk for et righoldigt sjæleliv - således er det også i det universelle religiøse univers, hvor det er umuligt fuldt ud at forstå og udtrykke åndelige kvantespring eller de fraktale sammenhænge, som man almindeligvis erkender i den fysiske verden. Sufien siger: "Når rosen åbner sig og smiler, så dør den i samme øjeblik!" Hvem kan forklare dette øjeblik? Kan du? Kan jeg? Ingen har rosens vished uden dens Skaber, til Hvem den skal vende tilbage. Som en antydning af dette forhold kan følgende digt måske rumme et forsøg på en beskrivelse:

Blad

Planten
Har du forsøgt at krybe i plantens spinkle kar
og mærket dig de salte den frem af jorden bar.

Og mærket solens stråle bag bladets fine glar
da vil du livet mærke og blive Mest'ren vár.

Han har formet cellen og skabt krystallets kant
og bundet ind de kræfter som over mørket vandt.





Tidligere artikler af Kamal Ahmad:
Sufismens oprindelse 1. del - Sufismens oprindelse 2. del



Af Kamal Ahmad - Artklen har tidligere været offentliggjort i SAMEKSISTENS nr. 4/1999 - fortsættelse følger.