Forside | Om os | Kontakt   

 Tilbage     
Sufismens oprindelse (2. del)
Af Kamal Ahmad

Farid-ed-din Attar (d. 1130) var poet, filosof og mystiker. Som mange andre betjente han sig af lyrik, allegorier eller lignelser hentet fra naturen. Mest kendt er måske hans værk "Fuglene" (findes også på dansk), som rejser fra dal til dal for at opsøge Simurgh, fabelfuglen som blev symbolet på "den mytiske guddom". I virkeligheden er digtet "Fuglene" naturligvis et billede på menneskets rejse mod Gud, hvor det livet igennem på grund af sine lidenskaber forhindres i at søge foreningen med Ham.

Som udtryk for sufiens sind, der ofte er flettet af glæde, sorg og længsel, bør følgende digt erindres:

Hør fløjten som beretter,
hvis toner klager over fraværets smerter.
Siden jeg blev skåret bort fra rørenes skov
har mænd og kvinder rørt af min klage jamret.
Fraværet lader mig søge et sønderdelt bryst
så dets længsels smerter kan tolkes.
Alle, som dvæler fjernt fra sin rod,
længes hver stund efter genforeningens øjeblik.
Min klage har lydt i samvær med alle -
med de glade, med de ulykkelige blev jeg ven.


Målet her er ikke at remse sufiordner eller berømte mestre op i kronologisk rækkefølge, hvilket hører til en historisk gennemgang. Her skal blot antydes sufismens egenart og sufiers store betydning for forståelsen af sindets dybe religiøse trang. De er som de jordiske kilder, der strømmer gennem gamle udtørrede flodlejer, eller som rislende bække, hvis snørklede løb forbinder større vande. De skaber grønhedens grøde og hæver vandets velklang og vasker sten og klipper, så farver og konturer, som syntes glemte, toner frem som nyskabte. Men de er netop som vandet, der ikke står stille. De er som forbundet med himlens vand. Der længsler, deres bønner rører det himmelske vand, og det himmelske vand bæres af dem frem undertiden som katarakters drøn - men oftest som det stille vand, i hvilket himlen lader sig spejle.

Der er talt meget om sufiordner og deres spil, danse og ritualer. Dette er, hvad man ser! Af nogle kendes form og indhold - andre aner blot dette. At vi på nogle områder og tidspunkter historisk set har mødt dekadence også blandt sufier kan ikke benægtes, men i forhold til troen og hengivelsen er dette blot de "nødvendige" undtagelser fra reglen.

Så selv en sten kan blomstre

Dette er titlen på en bog om poetisk undervisning.
Følgende er udsagn herfra:
  • Det kræver både mod og tillid at være elev og lade sig opsluge og henrykke i et undervisningsunivers.
  • I undervisning opdages noget andet end det, der kendtes i forvejen - eller det der kendtes i forvejen, bliver tillagt ny betydning.
  • Den poetiske undervisning peger på det mulige over for det kendte, idet vi erfarer nyt om den verden, vi tror, vi kender.
  • Kunst og undervisning har den fælles opgave at medvirke til udvikling af menneskelighed.
  • En ny lærdom eller erfaring kan kun tilegnes og gribes, hvis den tidligere lærdom er begrebet. Den tidligere lærdom er indeholdt i den ny lærdom, og den ny lærdom er potentielt til stede i den gamle.
  • Gentagelsen er undervisningens sølv, guld og diamanter, idet læreren bestandig må udfolde sin undervisning med "forædlede" forklaringer og eksempler.
  • Det er i glæden, undervisningen træder i eksistens.
Disse linier er ikke hentet fra sufiskrifter eller fra muslimske udsagn. Alligevel kan de måske belyse tro, religiøsitet og hengivenhed mellem Gud og mennesker, lærer og elev. Det er velkendt, at visse sufiskoler dyrker henrykkelsen eller ekstasen gennem dans og musikudøvelse, men den virkelige henrykkelse er den, hvor ethvert atom henrykkes ved Guds nærhed. Det er her, at "selv en sten kan blomstre"! I denne sammenhæng vil det måske være på plads at erindre ordene:

"Med sorg og selvskabt plage du intet retter ud, thi intet kan du tage, alt kan du få af Gud."

Al-Haladj
Uldkarteren fra Baghdad, Al-Haladj (858 - 922) har en særlig plads blandt sufier. Han rejste over store dele af Asien. Han så, lærte og underviste. Hans oplevelse var virkelighedens Virkelighed. Hans viden var erfaringens enhed og sjælens optagethed, Enhedens vished og nærhed. De skabte tings anelser er ikke virkeligheden, og virkeligheden er anderledes end sandheden.

Illustration over
henrettelse af Al-Haladj
Lampens lys drager sommerfuglen, som ved gry vender tilbage til sine lige for at berette om sjælens indtryk. Lyset er viden om virkeligheden, og den gennemstrømmende varme er virkelighedens virkelighed - at nå ind til denne er virkelighedens vished, som end ikke bekræftes. Denne væren er indsigten over al viden. Dette er eksistensernes grundlag og Eksistens. Når sommerfuglen i kærlighed styrter sig ind i lyset for at miste og hengive sig selv er dette selvoplevelsen, hvor den ikke ønsker mere. Vrede, kærlighed og alt andet er borte. Den er sporløs. Den ønsker end ikke sit navn husket. Navnet er uden betydning, idet den nu er omsluttet i virkelighedens virkelighed. Beretningen er ikke mere nødvendig. Den er oplevelsens realisering, hvor fortid, nutid og fremtid ikke mere eksisterer. Derfor kan den ikke vende tilbage til sine artsfæller. De kan kun opnå den samme vished ved at gå den samme vej.
I denne forbindelse forstås Koranens ord: "Muhammad (Guds fred være med Dem) er ikke far til nogen af jeres mænd, men Guds Sendebud og Profeternes segl." Muhammad (Guds fred være med Dem) var og er det menneske, som har været denne Sandhed nærmest.

Og han var i "et bueskuds afstand" eller "nærheden var som den fælles streng mellem to buer". Da han var nået til virkelighedens sandhed, overgav han sig til nåden … og han sagde: Mit hjertes inderste kaster sig til jorden for Dig, og mit hjertes ydre tror på dig. Da han var nået til den yderste grænse, sagde han: Jeg kan ikke udmåle Din lovprisning … Hans hjertes ydre har ikke løjet vedrørende det, han så ved det yderste sidratræ.

Denne Guds nærhed var essensen i Al-Haladj's kald. Som så ofte før og siden blev dette mødt af modstand, hvilket resulterede i arrestation og fængsel i året 913 og henrettelse i 922. Han blev dømt som gudsbespotter og underkastet tortur. Derefter blev han korsfæstet, halshugget og brændt. På vejen til henrettelsen var han munter, hvilket undrede tilskuerne. Også her lærte han og sagde:" Hvorfor skal jeg på denne dag bære sorg, da det jo er dagen, hvor jeg skal møde min Elskede". Natten før sin henrettelse skrev han:

"O, Du som udstråler Dit væsen for hvem Du vil, således som Du vil, som da Du udstrålede Dit væsen efter Din rådslagning i den skønneste skikkelse (Adam). I skikkelsen var ånden som talte med viden, klarhed og myndighed. Siden meddelte Du dit nærværende vidne Dit personlige væsen. Hvad var Din vilje, da Du blev ensartet med mit væsen ved den sidste af mine sjæleforvandlinger… Og nu føres jeg til døden, dræbes, korsfæstes og brændes. Vindene henvejrer mit lette støv ( atomer), og strømmene river mig bort. Men et eneste gran af røgen fra mine åbenbarelsers tempelhus (legemet) er vældigere end de grundfæstede bjerge."

Af Kamal Ahmad - Artklen har tidligere været offentliggjort i SAMEKSISTENS nr. 4/1999 - fortsættelse følger.