Forside | Om os | Kontakt   

 Tilbage     
Sufismens oprindelse
Af Kamal Ahmad

Almindeligvis opfattes sufismen som et konglomerat af flere åndelige bestræbelser og forsøg på at opnå enhed med Gud.

Spørgsmålet er da, om sufismen har noget med islam at gøre i oprindelse og indhold? På trods af visse orientalisters opfattelse af at sufismen bl.a. skulle have udviklet sig fra den kristne munkefromhed, har sufismen i sit væsen og i sine udøveres inderlige hengivenhed og tilbedelse fast islamisk baggrund. Sufismens grundpiller er askese og inderlighed. Sufien lever i verden i fuld bevidsthed om Allahs skaberværk, men frem for mange misbruger han det ikke idet han er blevet skænket visheden om, at hele skabelsen er tegnet på, at Guds ord Koranen - og i det hele taget åbenbaringen - taler sandt. Derfor er det, at kærligheden og forståelsen af Enheden og altings samhørighed hos sufierne skaber en glædens taknemmelighed, som udtrykker sig gennem bl.a. lovprisning - en hjertets jubel, som er nært knyttet til gråd. Her huskes ordene, "at de troende er dem, hvis øjne fyldes med tårer, når de hører Koranen blive reciteret".

Nogle vil mene, at benævnelsen sufi skulle være afledt af ordet Suf, som betyder uld, idet det var almindeligt, at sufiernes kapper var af uld. Andre påpeger, at ordet måske stammer fra det arabiske ord Suffa, som skulle være det sted eller den bænk, som var nær Muhammads hus (Guds fred være med Dem), hvor fromme mennesker bl.a. opholdt sig for at være Profeten nær.

Hasan fra Basra (643-728) ønskede sig Guds nærhed. Han levede i en turbulent tid, hvor magthavere måske ikke ligefrem søgte den nærhed som var Hasans mål. Men i virkeligheden var hans hengivenhed og kærlighed til Gud et spejlbillede af Guds nærhed, idet Allah i Koranen siger, "Jeg er nærmere ved dig end din egen halspulsåre". Dette er et personligt forhold, som man ikke kan gå imellem eller holde demokratiske afstemninger om sandheden af. Her har vi både grundlaget for og forklaringen på al eksistens. Det er dette, som er omdrejningspunktet for sufismen. Dette forhold går i egentlig forstand tilbage til Adam (Guds fred være med Dem)- den første profet. Efter ham og efter alle andre sendebud fra Allah har der været hengivne, men dette har ikke noget med mystik at gøre - tværtimod så har det med erkendelse at gøre.

Det bliver mere og mere mystisk - og dog!
Mennesker har altid villet bedrage og bedrages. Dette er også tilfældet i åndelige spørgsmål, ikke mindst i perioder som f.eks. vor med megen uro og frygt. Guruer og lærere på det verdslige og åndelige plan får skræmte mennesker til at tro på sig. Her bliver mennesket sat i centrum, og det nuværende liv bliver platformen og centreringen. Politiske og filosofiske systemer bliver sat i værk. Det er formen, som bliver det egentlige. Målet glemmes, vejen afstikkes, men kun få har viden eller en sindets vished om, hvor den fører hen. Politikken føres ikke til samfundets gavn, her er parti- og egeninteresser i højsædet. Filosofien blomstrer, men uden kærlighed til visdommen. Man fører sig frem og sætter i scene. Således også med visse sufiretninger i dag, hvor det mere er lyset på mesteren end det er lyset fra Gud, man fokuserer på. Man synes at have glemt, at sufien har valgt eller er valgt til inderlighedens vej! Den er ikke mystisk for ham eller hende. For sufien er vejen oplyst. Han frygter Gud - ikke i den forstand at han skulle være bange for, endsige at nære rædsel for Gud. Han frygter at miste Ham, sin elskede.

Portræt af Hazrat Abu Sadiq (RA)
..sufien har valgt eller er
valgt til inderlighedens vej!
Mennesker frygter almindeligvis for at miste ejendom, penge, prestige, position, agtelse, venner, familie og liv. Sufiens frygt er at miste Gud. Da profeten Ayub eller Job (Guds fred være med Dem) gennem sine prøvelser udviste tålmodighed og hengivenhed ved at sige Gud være priset, da var denne lovprisning vejen, medens omgivelserne fandt den både uretfærdig og mystisk. I vor tid kan vi klare alt på det såkaldte akademiske plan, det skal helst ikke blive alvor. Æstetikeren, livsnyderen - den pjattede i konflikt med sortseeren, etikeren - moralisten bliver ofte toneangivende, medens den usete, den religiøse - sufien, som bader på de 70.000 favne vand, vil ingen kendes ved. Men han går sin (sin) vej for at møde Guds åbenbaring.

Nogle vil mene, at det først var med den kvindelige mystiker Rabi'a al-Adawijja (d. 801) fra Basra, at askesen blev forvandlet til ren mystik, idet hun hverken havde håbet om Paradis eller frygten for helvede men blot havde håbet om Guds åbenbarede nærhed.

Gennem nærheden opstår en indsigt som er synonym med viden. Her træder troen i eksistens, således at alt andet må vige for godheden. Egoet er ophørt med at eksistere, således at du - jeg er blevet uadskillelige. At "Gud er nærmere den enkelte end hans/hendes halspulsårer, og at Gud er mellem det enkelte menneske og dets hjerte" er da blevet en levende manifestation som i et kvantemetafysisk glimt vender et menneske til den virkelige virkelighed - til den eneste virkelige, nemlig Gud. Mennesker, som ikke oplever dette, lever på tvivlen, frygten og troen - her forstået som håbet og på andres beretninger. For sufien forholder det sig anderledes, gennem tawakul - tilliden til Gud - opnår han renhed eller ikhlas. Alt er i Hans hånd! I denne situation er mennesket som liget i ligtvætterens hånd. Det renses ved nåde, det gives indsigt ved nåde - her opstår marifa eller foreningen med de guddommelige attributter, hvor mennesket bliver delagtiggjort.

Af Kamal Ahmad - Artklen har tidligere været offentliggjort i SAMEKSISTENS nr. 4/1999 - fortsættelse følger.